Gå til hovedindhold

Giv plads
til Hensynet

Trafikken er noget, vi deler. Hver dag. På vej til arbejde, skole, fritidsaktiviteter eller bare en tur ud efter mælk. Vi møder hinanden ved lyskryds, på cykelstier og ved fodgængerfelter. Og selvom vi ikke kender hinanden, påvirker vi hinanden mere, end vi tror.

Tidsel og mariehøne. Græs. Solsikke.

Når vi giver plads til
Hensynet, bliver der
plads til alle

Utryghed i trafikken er ikke en sjælden følelse. Travlhed, højt tempo og manglende tålmodighed dominerer på både veje og stier. Det er den gode gamle mig-først mentalitet. Vi ser det fra cyklen, gennem forruden eller fra fortovet – og det kan mærkes i maven. For når hensynet udebliver, vokser følelsen sig kun større og større.

Giv plads til Hensynet er derfor sat i verden for at styrke følelsen af tryghed i trafikken i Nordjylland.

Bag kampagnen står Brønderslev Kommune, Hjørring Kommune, Morsø Kommune, Jammerbugt Kommune, Thisted Kommune og Frederikshavn Kommune. Sammen ønsker vi at skabe et fællesskab, der tager ansvar for hinanden og for en tryggere og mere hensynsfuld trafikkultur i Nordjylland.

Et optimistisk
hensynsunivers

Vi bliver hele tiden mindet om alt det, der kan gå galt i trafikken. Hvad enten det er gennem kampagner, statistikker eller i nyhederne. Der advares, formanes og skræmmes. Men alt for sjældent hylder vi dem, der gør det godt.

Derfor sætter vi fokus på alle de fine øjeblikke, hvor vi giver plads. Plads til dem, vi ikke har set endnu. Plads til de langsomme. Plads til dem, der ikke har plads. Plads til et smil og plads til et tak.

For sandheden er, at der ikke skal ret meget til for at ændre stemningen i trafikken. Hensynet er skabt på baggrund af netop den indsigt. Et positivt supplement med fokus på alle de fine, gode eksempler fra trafikken.

Søren Vige med et skilt i hånden, hvor der står 'Tak for hensynet'
Giv plads til at nyde naturen.
Giv plads til at trække vejret.
Giv plads til de langsomme.
Giv plads til hinanden.
Giv plads til dem der fylder lidt mere end dig.
Giv plads til dem du ikke har set endnu.
Giv plads til hinanden.
Giv plads til Hensynet.

Søren Vige, bedre kendt som Hensynet, har bornholmske aner og er vokset op i Østermarie, hvor vejene er smalle, tempoet er roligt, og hvor man hilser på hinanden – også i trafikken. Her lærte han tidligt at tage hensyn til både biler, fodgængere og de mange turister, der hvert år besøger øen.

Den adfærd har Søren taget med sig.

Til dagligt arbejder han som kørelærer og bruger sine personlige trafik-anekdoter fra Bornholm til at undervise de unge. Han har udskiftet sin velholdte gamle Saab med en VW ID Buzz, som han kærligt kalder “Vige-Vognen”, og har altid en refleksvest liggende på bagsædet – klar til at vise det gode eksempel.

Søren er kendt for sin rolige og tålmodige personlighed, kombineret med en lun humor og en forkærlighed for god trafiketik. Han har en naturlig evne til at få folk til at føle sig trygge, og han bruger sine erfaringer fra barndommen til at fremme sikker og hensynsfuld kørsel.

Han er, med sin bornholmske baggrund og rodfæstede respekt for fællesskab og hensyn, den perfekte ambassadør til at lære nordjyderne om trafikhensyn.

Giv plads på
Hensynsruten

Fælles for os alle er, at vi deler den samme trafik. Og i den trafik skal vi passe på hinanden.

Derfor kan du langs udvalgte strækninger i Nordjylland møde Hensynsruten. En venlig påmindelse om, at du ikke er alene. For der altid er nogen foran, bagved og ved siden af os.

Når du støder på Hensynsruten derude, så husk på, at det altid er god stil at give plads. Plads til et smil, et vink eller en hjælpende hånd. For når vi giver plads til hensynet, bliver der plads til alle.

Søren Vige der står ved en lygtepæl med en 'Hensynes ruten' plakat på.

Vores samarbejdspartnere

Vi kan ikke give plads til Hensynet alene. Derfor er vi særligt stolte af vores lokale samarbejdspartnere, som sammen med os sætter fokus på at fremme en tryggere og mere hensynsfuld trafikkultur i Nordjylland.